Lavenergihus
Et lavenergihus defineres som et hus, der højst anvender halvdelen af den energi, som ellers er kravene i det grønlandske bygningsreglement.
Lavenergihuse i Grønland er få, men i Sisimut blev der i 2005 som et projekt bygget et dobbelthus i et samarbejde mellem Sanaartornermik Ilinniarfik, Bygge- og Anlægsskolen i Sisimiut, Center for Arktisk Teknologi, Danmarks Tekniske Universitet og grønlandske virksomheder.
Lavenergihuset er på 197 kvadratmeter. Den ene halvdel af huset lejes ud og fungerer som almindelig bolig for en grønlandsk familie, mens den anden halvdel er et studiehus med indbyggede følere, som måler kulden og fugtigheden i huset.
Formålet med huset er, at det skal fungere som et videnscenter for arktisk byggeri og også være inspirationskilde for fremtidigt byggeri i arktiske egne.
Energioptimering sker gennem udnyttelse af naturgivne ressourcer, eksempelvis med solfangere, varmegenvinding af ventilation, bygningsgeometri og terræntilpasning.
Husets energiforbrug måles og evalueres til stadighed. Resultater, der ikke lever op til forventningen, undersøges og giver ny viden om energivenligt byggeri. For eksempel viste målinger af lavenergihusets energiforbrug det første år, at huset havde et forbrug til rumopvarmning på 140 kWh pr. m2 pr. år. Det er ret lavt i forhold til bygningsreglementets 230 kWh pr. m2 pr. år, men større end målsætningen om et varmeforbrug på 80 kWh pr. m2 pr. år. Målinger det følgende år viste, at det var en uhensigtsmæssig placering af ventilationsrør, der skabte et uheldigt varmetab.
Projektet er støttet af Villum Kann Rasmussen Fonden og A.P. Møllers Fond.






