Vandkraft

Grønland har rige vandressourcer og har gjort brug af disse gennem store investeringer i vandkraft. Betydelige årlige investeringer gennem mange år har ledt til, at over 60 % af inputtet af energi til produktionen af den offentlige el- og varmeforsyning i dag kommer fra vedvarende energi. Udover at udgøre en CO2-neutral energikilde, bidrager vandkraft til at øge selvforsyningsgraden og mindske afhængigheden af olie, hvilket er positivt for både klima, handelsbalance og prisstabilitet. I 2015 var selvforsyningsgraden 18,3 % ifølge Grønlands Statistik.

Grønland har fem vandkraftværker, hvoraf det seneste i Ilulissat blev taget i brug i 2013. Dette medfører, at seks byer (Nuuk, Sisimiut, Ilulissat, Tasiilaq, Narsaq og Qaqortoq) nu er forsynet med vandkraft. Herunder kan du se en oversigt over de forskellige vandkraftværker, deres forsyningsområde, opstartsår og samlede kapacitet:

Navn Forsyningsområde Idriftsat Kapacitet i megawatt
Buksefjorden Nuuk 1993 45 MW
Tasilaq Tasiilaq 2004 1,2 MW
Qorlortorsuaq Narsaq og Qaqortoq 2008 7,6 MW
Sisimiut Sisimiut 2010 15 MW
Pakitsoq Ilulissat 2013 22,5 MW

Flere af vandkraftværkerne har overkapacitet, og frigør derved el til varme, der afsættes enten som fjernvarme eller elvarme. Herved sikres, at en stigende del af varmeproduktionen nu genereres uden øget udledning af drivhusgasser.

Forundersøgelser
Det kræver et stort forarbejde og omfattende undersøgelser at finde ud af, hvor man skal placere et nyt vandkraftværk. Nedbørsmønstre, topografi og geologi undersøges, mens man forsøger at danne sig et billede af, hvordan vandressourcerne ser ud i dag samt, hvordan de kommer til at udvikle sig fremover. At anlægge et vandkraftværk kræver store investeringer, og det er vigtigt, at der er taget højde for både økonomisk og miljømæssig bæredygtighed.

Hvert år afsættes der midler på finansloven til at gennemføre forundersøgelser af vandkraftpotentialer. Undersøgelserne administreres af Analyse-, Økonomi- og Energiafdelingen i Departementet for Erhverv, Handel, Arbejdsmarked og Energi, og gennemføres af blandt andet af Asiaq (Grønlands Forundersøgelser), i tæt dialog med energiforsyningsselskabet Nukissiorfiit.

Undersøgelserne er fokuseret på bynære områder, hvor det er muligt at forsyne et større antal indbyggere uden store energitab. Transport af el over længere distancer er forbundet med store svind, hvilket udgør en begrænsning for etablering af vandkraft i mere tyndt befolkede områder. Dette er en del af forklaringen på, hvorfor mange mindre byer og bygder fortsat er afhængige af oliebaseret energiforsyning. Mikrovandkraftværk til forsyning af bygder, overvejes dog de steder forholdene taler for en sådan løsning.

Deltag også i debatten her

#climategreenland