Isbjørne i en varmere verden
Isbjørnen er helt afhængig af havisen. Her finder den sit bytte, og under forårets parringssæson sine artsfæller. Gennem sin udvikling er isbjørnen blevet perfekt tilpasset til at klare sig på isen, og kun når den skal i hi – eller om sommeren, når isen er smeltet – må den opholde sig på land.
Svindende is er et stort problem
I de sidste cirka 30 år er havisen i Arktis gået tilbage på grund af et varmere klima, og isbjørnenes levesteder er blevet færre. Nogle steder er isens tilbagegang meget markant, eksempelvis i Øst- og Vestgrønland, i Hudson Bugten i Canada, Beauforthavet ved det nordlige Alaska og i Barentshavet.
Tilbagegangen i isdækket vil fortsætte, og isbjørnene vil få det sværere fremover. Desuden lægger isen sig senere om efteråret, og når ikke som før i tiden, at vokse sig rigtigt tyk i løbet af vinteren, før den atter bryder op om foråret. Det betyder, at forårets isopbrud mange steder sker tidligere, end før.
I de sidste tre årtier har canadiske forskere studeret en gruppe isbjørne, der lever i de sydvestlige dele af Hudson Bugten. Nu om dage sker isens forårsopbrud i dette område omkring tre uger tidligere end for cirka 30 år siden. Isen smelter helt bort i Hudson Bugten om sommeren og bjørnene må tilbringe mange måneder på land, hvor de ikke har noget at æde, før isen lægger sig igen om efteråret.
Sundhedstilstanden forringes
De sæler, som isbjørnen lever af, vil også få det vanskeligere. Det drejer sig især om ringsæl, men også om remmesæl, klapmyds og grønlandssæl, der alle er nært tilknyttet havisen.
For isbjørnen er denne udvikling alvorlig, og flere steder har man allerede konstateret de negative konsekvenser for bjørnene.
Jo længere tid en isbjørn kan anvende om foråret til at fange ringsæler inden isopbrud, og den må gå på land, jo større fedtdepot når den at opbygge. Resultatet af det fremrykkede isopbrud er, at isbjørnene i Hudson Bugten er blevet tvunget til at gå tidligere på land, og nu er i dårligere kropskondition, end de var førhen. Det er især et problem for de gravide hunner, fordi evnen til at gennemføre en graviditet falder, hvis bjørnehunnen er for tynd. Fortsætter isens tilbagegang i Hudson Bugten kan der ske det, at hunnerne når så langt ned i kropsvægt, at de ikke længere vil kunne formere sig.
Ungernes chance for at overleve er også afhængig af, at moren er i god foderstand. I Hudson Bugten har man konstateret en øget dødelighed blandt unger og yngre isbjørne og hos gamle dyr. Man har også set øget dødelighed hos isbjørne i den sydlige del af Beauforthavet.
Øget kannibalisme blandt isbjørne
Kannibalisme er et naturligt fænomen blandt isbjørne. Men i takt med at isbjørnene bliver nødt til at opholde sig mere på kysterne, hvor der ikke er meget for dem at æde, vil man nok opleve en stigning i drab på artsfæller og kannibalisme.
I 2004 så forskerne fire tilfælde af isbjørne, der var offer for kannibalisme, i et område af Alaska, hvor man trods mange års intensive bjørnestudier ikke havde set dette fænomen før.
Åbent vand, en udfordring
I områder, hvor der er drivis om sommeren - for eksempel i Østgrønland - betyder isens tilbagegang, at der bliver større stræk af vand mellem flagerne og mere bevægelse i isen. Isbjørnene skal derfor bruge mere energi for at bevæge sig rundt i drivisen. Det kan blive et problem for de helt små unger at følge moren. Ungerne har ikke et tykt, isolerende lag spæk og er derfor ikke så godt rustet til at klare afkølingen, hvis de skal svømme længere strækninger i det iskolde vand.
I 2004 fandt man fire druknede isbjørne i Beauforthavet. De har antageligt givet op under forsøg på at nå frem til drivisen, der lå usædvanligt langt nord for kysten det år. Man regner med, at flere isbjørne vil drukne i fremtiden. Isbjørnene, der må svømme over større afstande for at nå is eller land, kan blive overrasket af storm og uvejr.
Nedgang i bestanden
Isbjørnebestanden i den sydvestlige del af Hudson Bugten er gået ca. 25 procent tilbage siden begyndelsen af 1980´erne. Bestanden i den sydlige del af Beauforthavet er også gået tilbage, og også her tilskriver man det nedgangen i is, og dermed muligheden for at isbjørnene får nok at æde.
Den internationale naturbeskyttelsesorganistation IUCNs isbjørnespecialistgruppe vurderede i 2005, at antallet af isbjørne vil gå tilbage med over 30 procent i løbet af de næste ca. 45-50 år – det svarer til tre isbjørnegenerationer. Da ´isbjørnenationerne´ USA, Canada, Grønland, Norge og Rusland mødtes i marts 2009 i Tromsø i Norge for at vurdere isbjørnenes situation var konklusionen også klar: Den største trussel for isbjørnene er den globale opvarmning og tilbagegangen af havisen – isbjørnens vigtigste levested.
Af seniorforsker Erik W. Born
Grønlands Naturinstitut, Greenland Institute of Natural Resources, www.natur.gl