Narhvalen mest udsat
Blandt hvalarterne i de grønlandske farvande vil narhvalen være specielt følsom for klimaændringerne, da det er den hvalart, som optræder længst mod nord i den tætteste pakis.
Et vanedyr
Et af narhvalens problemer er, at den, mere end de andre havpattedyr, er et vanedyr, som er meget trofast overfor både sommer- og vinteropholdspladser. Denne trofasthed fastholdes på trods af, at narhvalerne nogle gange omkommer i isen på vinterlokaliteten, og at de bliver jagtet på sommerpladsen. Det er derfor ikke sikkert, at narhvalerne kan finde ud af at ændre deres vaner, når klimaændringen måske gør det nødvendigt at finde nye fødesøgningsområder.
Faste vandringer
Narhvalen lever udelukkende nord for 60 °N, i det østlige højarktiske Canada og i havene omkring Vest- og Østgrønland, Svalbard og Franz Joseph Land. Om sommeren søger narhvalerne ind til kysten, hvor de ofte findes foran gletschere, der er aktive, eller i fjorde, hvor der engang for flere tusinde år siden har været gletschere. Om vinteren er narhvalen ude i den tætte pakis i helt utilgængelige områder, hvor kun store isbrydere kan færdes. Vandringerne mellem sommer og vinteropholdspladser foregår i meget faste ruter, og der er ikke meget som tyder på, at narhvalen kan ændre disse vandringsruter, i takt med at isen forsvinder.
Faste fødeemner
Narhvalen lever også af et begrænset antal fødeemner, mest polartorsk, blæksprutter og hellefisk, hvoraf sidstnævnte nok betyder mest for hvalernes energetik. Hellefisken er en relativt fed og nærende fisk, som narhvalerne tager på dybt vand langs skrænterne i Baffin Bugten.
Narhvalernes fødeoptagelse foregår fortrinsvis om vinteren, hvor der givetvis er større koncentrationer af fødeemner end på sommerpladserne. Narhvalerne går efter hellefisk, som er 30-35 cm lange. Netop den størrelse findes kun på bestemte steder med havdybder på 700-1200 m vand. Det kræver en højt specialiseret levevis at opsøge disse isfyldte områder om vinteren og lave 10-15 dyk om dagen til disse dybder.
Hvis hellefisken som følge af temperaturændringer i havet eller på grund af ændrede konkurrenceforhold fra sydligere arter, reduceres i antal og energiindhold, så er der indtil videre intet, som tyder på, at narhvalerne vil være så fleksible, at de kan opsøge andre fødeemner i andre områder.
Ringe genetisk variation
Genetiske undersøgelser har også vist, at narhvalerne har den ringeste variation blandt de arktiske havpattedyr. Det kan tyde på, at de engang for længe side har været igennem en klimakatastrofe, som kun efterlod få dyr, og som alle narhvaler nu stammer fra.
Mangle på variationsmateriale hos narhvalerne kan gøre det svært at modstå fremtidige klimaændringer. Et eksempel på hvor udsatte narhvalerne er for issituationen, er de relativt mange rapporter om massedødsfald blandt narhvaler i isen. Hvalerne indefryser og er tilsyneladende ude af stand til at forlade området, inden isen forhindrer dem i at komme op og trække vejret. Sådanne massedødsfald kan omfatte flere hundrede hvaler. Enkelte gange er det rapporteret, at flere tusinde er døde.