Feedback mekanismer
Den umiddelbare opvarmning af det globale klima, der sker ved for eksempel tiltagende menneskeskabt drivhuseffekt eller tiltagende solaktivitet, bliver forøget eller dæmpet af feedbacks.
Ved feedback effekter forstår man, at ting kan vekselvirke med hinanden. Et eksempel på en feedback mekanisme er vekselvirkningen mellem sollys, havis og havet. Det åbne hav er betydeligt mørkere end havisen, og reflekterer derfor mindre sollys. Det vil sige, at jo større område, der er med mørkt, åbent havvand, jo mere sommervarme ophobes der i havet. Mere ophobet varme betyder tyndere havis næste vinter, som dermed er mere udsat for at smelte under den næste sommers sol – hvorefter der ophobes endnu mere varme i det åbne havvand året efter og så videre.
Denne cyklus betegnes som ”havis-albedo-feedback”.
Et andet eksempel på en feedback-mekanisme er, at atmosfæren kan indeholde mere vanddamp, jo varmere den er. Da vanddamp er den vigtigste drivhusgas, opstår der en selvforstærkende effekt, som i sig selv er med til at hæve temperaturen.
Kuldioxid er også en feedbackmekanisme, der forstærker de små ændringer i fordelingen af Solens energi. Når den første svage opvarmning sætter ind, fører det til en lille stigning i atmosfærens kuldioxidindhold, der igen øger temperaturen en smule og så videre. Også den naturlige drivhusgas metan virker på denne måde som en feedbackmekanisme, der forstærker klimaforandringer.
Det er i høj grad feedbackmekanismer, som udformer karakteren af klimaforandringer, det vil sige hvor store de bliver, og hvor de indtræffer.