Dyrelivet

Dyr både til havs og lands vil blive påvirket af klimaforandringerne. Varmere temperaturer, ændrede nedbørsmængder og nye vegetationsmønstre vil forandre livsvilkårene for de dyr, som befinder sig i den grønlandske natur og i havene omkring. Mens nogle arter vil blive påvirket negativt, vil andre finde nye muligheder for overlevelse gennem migration eller tilpasning. De forandrede forhold kan også lede til at nye arter dukker op, enten permanent eller sæsonmæssigt.

Grønlands Naturinstitut varetager en stor del af forskningen i det grønlandske dyreliv. Instituttet har en afdeling for Fisk og Skaldyr og en afdeling for Pattedyr og Fugle. Der forskes særligt i de arter, som har betydning for det grønlandske samfund. I havet indebærer dette bl.a. rejer, krabber, torsk, hellefisk, laks og rødfisk. Det inkluderer isbjørnen samt hvaler såsom grønlandshval, narhval, pukkelhval og finhval. Særligt moskusoksen og rensdyret har interesse på land. Derudover er der fokus på fugle såsom edderfuglen, polarlomvien og havørnen. Naturinstituttet varetager, udover forskning, også rådgivningsarbejde for relevante offentlige myndigheder.

Grønlands Klimaforskningscenter er engageret i forskning vedrørende en række dyrearter såsom torsk, havbundsdyr, mindre organismer – herunder plankton – samt rensdyr. Meget af arbejdet er orienteret mod at kortlægge den nuværende udbredelse af de forskellige arter og følge eventuelle forandringer for bedre at kunne forstå, hvordan de vil reagere på klimaforandringerne.

Flere forskningsstationer i Grønland, såsom Zackenberg og Nuuk-basic, danner platform for monitoreringen af levende organismer og klimarelevante parametre. Programmet BioBasis, som findes ved begge stationer, registrerer en bred vifte af arter og parametre på land, i søer og i luften. MarineBasis gør det samme, men fokuserer udelukkende på økosystemer og liv i havet.

Herudover kan du læse mere om det arktiske havmiljø, som der forskes i ved Institut for Bioscience under Århus Universitet, her .

Deltag også i debatten her

#climategreenland