De internationale klimaforhandlinger

FN’s Klimakonvention (UNFCCC)
Grønland er som en del af Kongeriget Danmark omfattet af FN’s Klimakonvention (UNFCCC), som er den eneste internationale konvention for regulering af drivhusgasudledninger. Klimakonventionen er en rammekonvention, der skal sikre, at koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren stabiliseres på et stadie, der forhindrer skadelig menneskelig påvirkning på klimaet. Klimakonventionen indeholder ingen bindende reduktionsforpligtelser for de enkelte medlemsparter.

Kyoto-protokollen, som er vedtaget som en bindende aftale under Klimakonventionen indeholder bindende reduktionsforpligtelser. Grønland påtog sig, i kraft af en bilateral aftale med Danmark, forpligtelser under Kyotoprotokollens første forpligtelsesperiode (2008-2012). Under anden forpligtelsesperiode (2013-2020) påtog Grønland ikke reduktionsforpligtelser, grundet hensynet til målsætningen om at skabe økonomisk og industriel vækst i Grønland under perioden.

Ved COP21 i Paris d. 12. december 2015 vedtog FN’s parter en ny global klimaaftale. Aftalen er en global, juridisk bindende aftale på klimaområdet som skal sætte rammen for det globale klimasamarbejde efter 2020, når Kyoto-protokollen udløber. Naalakkersuisut besluttede den 31. marts 2016 at tage et territorialt forbehold for Grønland, ved Kongeriget Danmarks tiltrædelse af Paris-aftalen. Baggrunden var, at aftalen ikke i tilstrækkeligt grad vurderes at kunne sikre Grønlands muligheder for fremtidig samfundsøkonomisk udvikling. Aftalen indeholder således ikke juridisk bindende henvisninger til oprindelige folks rettigheder, herunder retten til udvikling. Grønland er dermed ikke omfattet af de reduktionsforpligtelser, som parterne til Paris-aftalen kommer til at påtage sig.

Det territoriale forbehold påvirker ikke Grønlands indberetningsforpligtelser i øvrigt under FN’s Klimakonvention, og Grønland vil fortsat skulle levere årlige indberetninger om nationale emissioner af drivhusgasser under Klimakonventionen.

Deltag også i debatten her

#climategreenland